Presse
Deep Purple Jam spiller sangene fra Deep Purple mark 2 og 3 – altså fra bandets glansperiode – og leverer den autentiske rå og upolerede 70’er rock lyd. Vi taler om de ægte Gillan/Coverdale skrig sunget af bandets fremragende forsanger Oliver Weers, de legendariske guitar-riffs og ekvilibristiske soli, samt den ikoniske lyd af Hammond orgel og Leslie ovenpå en altid tight og velspillende bund fra bandets solide rytmegruppe.
Deep Purple Jam formår på overbevisende vis at genskabe magien, som kendetegnede Deep Purple i 70’erne, og udstråler altid ægte spilleglæde i mødet med musikken og publikum. som får en ekstraordinær musikalsk oplevelse med klassikere som ”Highway Star”, Child In Time”, ”Burn”, ”Mistreated” og selvfølgelig ”Smoke On The Water”.
Deep Purple Jam er beviset på, at den banebrydende rock fra starten af 70’erne stadig har en enorm tiltrækningskraft, hvilket bedst ses på publikum: Det er ikke kun ‘de unge fra dengang’, som kommer til koncerterne, for at få genopfrisket minderne fra dengang, men også nutidens unge møder op for at opleve og få del i magien, energien og musikken fra et af 70’ernes allerstørste rockbands.
Band
Koncertanmeldelser
“Deep Purple Jam gav sig fuldt ud i aftes. Jo mørkere aftenen blev, desto mere insisterende spillede bandet, der udstrålede ægte glæde ved at spille.
Fra første takt var der nemlig fuld tryk på og den energi, som det første band manglede, havde Deep Purple Jam til fulde.
Bandet ville ganske enkelt meget mere, og bandmedlemmernes livsbekræftende og insisterende vildskab trak også humøret adskillige grader op hos publikum”
It’s always hard being the first band on, and Deep Purple Jam had to fight to get the crowd behind them.
But the brave men of Deep Purple Jam hung in there and eventually the crowd gave in, and the roof started to bounce.
The same roof really took off when the Deep Purple anthem, Smoke On The Water, was played.
…gæsterne, der ikke lod sig skræmme af et lydtryk, som ville få en F-16 til at blegne, leveret af et orkester, som i den grad vækkede en følelse af, at det var som at være der selv.
Deep Purple Jam leverede i den grad varen. Det er den ægte rå upolerede lyd af beton-rock, det ægte Ian Gillan–skrig, de legendariske guitar-riffs. Det, kædet perfekt sammen med den ligeså legendariske orgellyd, med Leslie naturligvis, og en sikker, stabil og ækvilibristisk bund fra både bas og trommer, udgjorde en uforlignelig historisk musikalsk oplevelse.
